I dag burde jeg lave alt muligt fornuftigt. Såsom at øve kanji, læse om japansk lov og den slags. Men så tænkte jeg, at jeg hellere ville blogge lidt om resten af min ferie. Så kan det være det føles som om, den ikke er slut endnu....
Men inden jeg går i gang, kan jeg jo lige fortælle, at jeg nu også har oplevet mit første jordskælv. Jeg sov nærmest fra det, selvom om jeg da søvndrukkent og måske også en anelse småberuset vågner til at det hele ryster. Kirstine tænker 'Nåh, det virker ikke så slemt, jeg bliver liggende'. Måske man skulle rejse sig op næste gang og søge ly.
Okay, videre i programmet.
Fra Korea fløj vi til Kansai, hvor jeg afleverede Maria for selv at nappe en flyver sydpå - nemlig mod Okinawa, nogle subtropiske øer også ejet af Japan, hvor jeg mødte Mama Bear. Der var pænt varmt og fugtigt allerede. De første to nætter boede vi i Naha, Okinawas hovedstad. Supergrim kedelig by, men vi fik god mad.
Okinawas slot (Okinawa var et selvstændigt kongedømme indtil de blev undertvunget den japanske regering).
På Okinawa er der giftige slanger. Jeg så dem dog kun i formaldehyde.
De næste to dage var på en af de mindre øer, Tokashiki, hvor vi samlede skaller, snorklede med havskildpadder og pæne fisk, og fik meget mad igen.
Dagen efter drog vi videre til Kyushu og boede i Kagoshima. Kagoshima-by er ikke så spændende og vejret var helt utroligt diset, men de har en stor vulkan i bugten ud for byen. Den hedder Sakurajima og aldeles aktiv. Det kunne vi bare ikke se for dis.
Så er det godt at sidde i fod-onsen.
Så blev der lejet bil og med mutti ved rattet drog vi mod Kirishima. Kirishima betyder tågeø, og det er ikke spor ironisk. Det lader til at være det sted i Japan, hvor der er allermest overskyet hele tiden. Det kan måske også skyldes de utrolig mange varme kilder, der udspringer i området, som sender store skyer af vulkansk damp op. Det hele stinker vildt meget af rådne æg. Men vandet er dejligt.
I Kirishima tog vi først en lille gåtur op mod Takachihonomine. Desværre var solen faretruende langt nede i horisonten, så vi måtte vende om inden vi kom op til det spændende. Vi kom næsten op til den venstre top. Bag det ligger der et krater af en udslukt vulkan, hvor man så skal gå på kraterranden for at komme om til Takachihonomine, der ligger bagved. Det nåede vi som sagt ikke, fordi det sidste stykke op er stien et stenskred. Og det er fucking hårdt at gå i. Man mosler og mosler og når ingen vegne. To skridt frem og tilbage.
Kirsebærblomster.
Dagen drog vi mod Karakunidake. Det er også en gammel vulkan. Alt her på Kyushu er gamle vulkaner. Det man kan se her er faktisk ikke to bjerge, det er kun et, men det er fordi det er kraterranden man ser og en af siderne blev sprængt væk ved et udbrud for riiiiiigtig lang tid siden.
Stien var meget stejl og med store sten, og vi blev konstant overhalet af små japanere. Men op kom vi. Til dis.
Et kig ind i krateret. Det ser ikke så skræmmende ud fordi billedet mangler dybde, men der er altså et lodret fald på 300 meter fra randen.
Et kig mod 'The Classic Kirishima Walk'. Det er sådan set at man fra Karakunidake går over tre vulkaner mere for så at ende på... tadaaa Takachihonomine. Det må man bare ikke lige nu, for Shinmoedake i midten er i et humør, hvor den godt kan lide at kaste med aske og sten i ny og næ.
Det her er en meget fin kratersø ved navn Onamiike. Det betyder stor tåre-sø.
Vi tog en anden sti ned. Der var sygt tåget. Og trapper hele vejen. I princippet tror jeg slet ikke man kunne bestige bjerget fra den side; det var alt for stejlt, men det accepterer japanere ikke. De bygger bare trapper. Det tog os tre timer at komme ned. Og aldrig har jeg haft så ondt i lårene og knæene.
Og som om det ikke var nok, hørte vi pludselig en sirene i det fjerne da vi holdt pause. Det var lige tre minutters panik om hvorvidt der var udbrud, men det vi ikke hørte mere til den skyndte vi os bare videre, lidt urolige.
Så tog vi mod Takachiho-kløften.
Men først stoppede vi ved Kumamoto og så borgen der. Det var kirsebærblomst-tid.
Og mens jeg lod som om, jeg tog billeder af borgen, tog jeg i virkeligheden paparazzibilleder af de unge mænd klædt ud som samuraier.
Ved Takachiho-kløften lejede vi en lille rodbåde og sejlede rundt på floden.
Så gik turen videre til Asosan, en af verdens største
calderaer. En caldera er krateret af en udslukt vulkan, der er kollapset
efter at lavaen er blevet tømt ud. Aso er en af verdens største med en
diameter på omtrentligt 21 km, og i midten har der dannet sig et
vulkanplateau, fordi den ikke var helt død efter den var kollapset. Der
er nu fem toppe, hvor en af dem, Nakadake, stadig er aktiv.
Det lader til, at foråret kommer senere der end vi havde forventet (Kyushu ligger ret langt mod syd), så det hele var brunt og gult, selvom på alle brochurerne er græsset smukt grønt og himlen dybblå. Ja. Sådan kan det gå. Der var også en del flere turister, end jeg havde regnet med.
Den første dag var Nakadakes krater lukket, fordi den var sur, og der kom meget svovlgas ud af den, men dagen efter var der åbent, så vi kunne få et kig ned til kratersøen. Den var nok det mest farverige vi så i Aso. Det blå er de giftige svovldampe.
Så selvom vejret var lidt træls meget af tiden, og stierne ikke var helt så vandreagtige som jeg havde forestillet mig, så fik vi da kravlet op på en lille top, Eboshidake, og gået lidt rundt om Asosans sorte får, Nekodake, der ligger væk fra turistattraktionen og ser meget fjendsk og utilnærmelig ud med sine spidser.
Den sidste dag på Kyushu tilbragte vi på et spasted ved navn Kurokawa. Rigtig mange onsen. Ikke så meget andet at lave. Alt for meget mad igen. Alle de steder, hvor vi havde bestilt japansk mad var der en overflod af mad, som vi næsten ikke kunne proppe i os. Det passer ikke særlig godt sammen med ideen om japansk nøjsomhed og kvalitet over kvantitet. Forstå mig ret, maden var sindssyg lækker, der var bare ALT for meget hver gang. Hvert måltid bestod af mindst 7-8 retter. Hvem kan spise så meget...
Det her var første omgang. Derefter kom der to omgange til. Og dessert.
Så kørte vi over Kuju-nationalpark og endte i Beppu, hvor vi tog en færge til Kansai. Der tilbragte vi to dage med at tulle rundt i Osaka, spille fagot og være på dinosaurknogle-udstilling.
Det her er et ægte skelet af en Tarbosaurus og en anden, som jeg ikke kan huske navnet på. Tjek forbenene på T-rex.. Spasser-agtige små.
Det her er en replika af nogle forben de også har fundet i Gobi-ørkenen. Resten af dinoen var blevet knust af hvad end der nu slog den ihjel og spredt rundt. Men hvis de forben er så store, så ville jeg helst ikke møde hele dinoen. Den må have været som en højhus. Dens latinske navn betyder også 'de skræmmende forben'.
Og så var ferien forbi.
