N E O N eller 33 famous views of Fuji

Da juleferien endelig satte ind, tog jeg et eksprestog til Tokyo (ikke afbildet) for at holde ferie med mutti. Som bekendt er der ikke noget der hedder fred i Tokyo, og da slet ikke julefred, for japanerne har selvfølgelig ikke forstået konceptet ved jul. De er bare vilde med glitter, glimmer og elendige coverversioner af ligeså elendige julejingler. Heldigvis er der jo andre ting man kan tage sig til.

Juleaftensdag gik vi fra hulen i Shibuya til Harajuku og gik i Yoyogi-parken. Her var et nisseband.

                                                                   Selv Japan er ikke gået fri fra religiøse tosser.

Verdens mest nederen job?




















Vinterrhododendron?                                                                      Udsigten fra hotellet





















Julemiddag. Helt i ånden var det selvfølgelig flæskesteg. Bare på en lidt anden måde.

Dagen efter tog vi på kunstmuseum i Roppongi. Der var en udstilling lavet af en gut, der vist var lidt fucked up. Det handlede vist om, hvor gennem-fordærvet nutidig japansk kultur er. Men også bare hvor fucked up mennesker er generelt. Det kan man godt sætte sig ind i... Jeg fik da selvfølgelig også taget et par snigbilleder denne gang.

The Spider på Roppongi Hills. Åbenbart et mødested.

Dagen efter var der Sensô-templet og trommemuseum på programmet. Jeg fandt en ret fed tromme. Den var sådan god gammeldags nu-kommer-orkerne-dommedagsagtig. Fedt, mand.

Neon-byen sover aldrig.









Så fik jeg endelig set Rikugien. Det er en kendt spadsere-have fra Edo-perioden bygget over scenarier fra klassisk poesi. Det var en kold og overskyet dag, men egentlig blev stemningen i parken meget højtidelig og smuk af det.

I Tokyo er der kommet et nyt tårn. Det er rigtig højt. Faktisk er det verdens højeste fritstående tårn. Det var vist også lidt over en halv kilometer. Billedet her er taget fra 32. etage i en anden bygning. Ret højt tårn.

Japanerne er sindssyge. Her er bevis. Det er en godt 750 kr. Nice. Jeg kan også godt tegne på et æble! Jeg tager kun 5000 yen for det? Fed deal?

Som afslutning. December er en god måned at spotte Fuji i, fordi der er mange dage med klart vejr. Og sørme om jeg da ikke endelig fik set den fine vulkan. Mange steder faktisk. Hvert billede er fra en forskellig lokation. Bortset fra de to i midten. Det er den samme udsigt om dagen og ved solnedgang fra toppen af Takao-bjerget. Selvom det er diset på dagsbilledet kan man faktisk godt ane Fuji. Måske med lup. De to nederste er fra Shinkansen, eksprestoget. Fujispotting, yeah!

Langt væk, hvor bjergene bor

En vis mand sagde engang til mig, at når man ser et bjerg, så skal man cykle hen til det. Så da jeg fra mit vindue så de solbeskinnede bjerge i horisonten, tænkte jeg, at jeg hellere måtte følge hans råd.

Jeg tog min cykel og cyklede. Over bakke og dal. Og en enkelt trappe. Prøver nok en anden vej næste gang.

Da jeg var kommet tilpas tæt på, stillede jeg min cykel. Sikkert lidt ulovligt, men det er svært at finde ud af her.















Jeg vandrede hen ad vejen. Først forbi noget meget grimt, industri-agtigt fabrikshalløj. Men så blev vejen til en herlig lille skovsti.

Der var farlige broer.








 Og spændende huler i bjerget.










                                                     Den storslåede udsigt fra toppen.

Nu hvor det er jul, skal man jo også se lidt julelys, tænkte vi. Det er jo ikke rigtig jul her, kun sådan forfærdelig kommerciel jul, men lysene er sådan set også oprettet for at mindes ofrene for det store Hanshin-jordskælv i 1995. Fin tanke, men det ændrede stadig ikke på at hele affæren var voldsomt tacky og vammelt. Halvfesne lysdekorationer på en KÆMPE shoppinggade med kun designerbutikker, samt forfærdeligt storsentimentalt pop-klassisk musik i light-version. Puha. I får et billede alligevel.

Alas. Det var en skøn søndag med varm vintersol, så vi besluttede os fra at flygte fra vores kolde, klamme lejligheder og værelser og tage ud og vandre i nedlagte togspor.

Der blev både gået på klipper...

og skræmt forsvarsløse piger.

 

Osaka har også et ret fint akvarium. Der er både sjove oddere, fiskestimer og blæksprutte-fætre.

Japan er fanme så mærkeligt

Jeg har været på Hokusai-udstilling i weekenden. (Hokusai er ham fyren, der står bag billedet af Fuji i baggrunden med en stor bølge foran). Det var lidt ligesom at være på Louisiana søndag middag i højsæsonen ved en Monet-særudstilling. Herremange mennesker, der stod i kø fra de kom ind til udstillingen til de gik ud fra udstillingen. Man skal jo helst se billederne i den rigtige rækkefølge, og man har ca. 10 sekunder pr. billede.
Den slags trivielle banaliteter er jeg heldigvis ligeglad med, så jeg gik bare rundt og så over skulderen på folk. Som det skarn jeg er, fik jeg på et tidspunkt møvet mig ind, hvor køen var lidt tyndere, for at betragte et billede. Jeg stod der i betydeligt længere tid end ti sekunder, og manden bagved trippede utålmodigt i en rum tid inden han endelig fik taget sig sammen til at overhale. Så gik jeg videre.


Man måtte ikke tage billeder af billederne. Så det gjorde jeg selvfølgelig ikke.





















Museet ligger i Tennoji Park. Den er fuld af sådan nogle figurer her. Jeg er sikker på de lyser om aftenen.














Men for at afbryde rækkefølgen af mærkelige ting, må der hellere komme lidt billeder fra forrige weekend. Der spillede jeg nemlig koncert med Osaka University of Foreign Studies' Orchestra. Puha, et navn. Der blev spillet overturen fra Barberen fra Sevilla, Nøddeknækkeren og Sibelius' 1. De var rigtig flinke alle sammen, og koncerten endte også med at blive relativt velklingende bortset fra nogle enkelte steder. Og de ville rigtig gerne snakke japansk med mig, så mit ordforråd er ret musik-specifikt lige nu. Det er sjovt. Jeg nåede desværre ikke at få taget nogle billeder af dem, men der er et af scenen og et af backstage.

Efter koncert skal man selvfølgelig på druk, sådan er det vist alle steder. I Japan foregår det på karaoke-steder. Det tog os lang tid, men til sidst måtte vi godt få øl også. Jeg havde snydt Thomas og Alex med.

                                              

                                                    Den slags kan man godt blive træt af.





























Solopgang over Kitasenri.










Back on track - i går besteg jeg et bjerg, der hedder Ikoma. Det ligger halvvejs til Nara. Jeg er åbenbart lidt dum, så jeg kom til at gå en lille omvej på ca. 3 km, inden jeg fandt en sti, der førte til toppen. Men jeg mødte denne her lille ilder-fætter på vejen. Totalt i harmoni med naturen, sådan som jeg lige kan snige mig ind på dem.



















Ja, når man vandrer i Norge, så ender man som regel med øde steder, god udsigt og et skilt, der fortæller hvor man er. Her i Japan finder man spøgelses-forlystelsesparker. Det er da absurd.

Jeg sagde farvel til bjerget og løb ned i aftensolen.














                .... og så det her på vejen. Lidt sært skilt (det bagerste) at have, når ens hus ligger på et bjerg.

 De er skøre, de japanere.