Til landet af vinter

Den sidste uge har jeg tilbragt på et herligt sted ved navn Hokkaido. Det er den nordligste af Japans fire hovedøer, hvilket er ensbetydende med rigtig meget sne rigtig meget af året. Derfor er det også et ret populært skisportssted. Nu er jeg ikke så sej til det der med at stå på ski ned ad bakke, så mit primære formål var egentlig bare at lege lidt i sneen.


Turen startede forrygende med at mit fly nær var blevet omdirigeret til Narita grundet dårligt vejr. Men vi klarede skærene og landede fint i Sapporo. Derefter tog jeg en lille 2-timers togtur til Asahikawa, der sådan nogenlunde ligger midt på Hokkaido.

Det var sådan, at der var vinter-festival i Asahikawa, den uge jeg skulle være der (det vidste jeg selvfølgelig godt), så hele byen var fuld af is- og sneskulpturer. Her er et lille udvalg af dem.

Som man måske nok kunne have sagt sig selv, så var det en lille smule cheesy, som så mange andre hypede ting her i Japan er, men nogle af dem er da ret imponerende udført. Kaffekoppen er min personlige yndlings.


Dag 2 valgte jeg at bruge på at tage en tur ind i Daisetsuzan National Park for at se på Hokkaidos højeste bjerg, Asahidake. Det viste sig, at være en halvdårlig ide. Der var sådan lidt snestorm. Men det var vist udmærket til at ski i. Skiløberne så i hvert fald glade ud, da de kom ned.
Der var i hvert fald sygt meget sne.

Men de så alle sammen på mig, som om jeg var sindssyg, da jeg valgte at tage tovbanen op ad bjerget. Det kan jeg måske heller ikke helt benægte.

Næste dag var strålende solsskin, og jeg fandt mig en lille park ved navn Kaguraoka, hvor jeg kunne låne langrendsski -HELT GRATIS!- og løbe ruten der. Fedt, mand.




















Shinto i snevejr

 Min sidste dag i Asahikawa brugte jeg på at tage en tur til Sounkyou Onsen, knap 2 timers buskørsel fra Asahikawa. Turen gik gennem smukt snelandskab og bjerge. Der var isfestival i Sounkyou, så de havde bygget en lille islandsby. Jeg ved ikke, hvad det er med japanere, men de kan altså ikke have noget som helst uden at det er akkompagneret af et eller andet åndssvagt lydspor. Der er altså aldrig stille. Hele tiden er der latterlige jingler, der fortæller dig, hvordan du skal føle, når du ser det her. Måske er Japan faktisk befolket af robotter. Heldigvis kunne jeg flygte ind i en labyrint, hvor lyden ikke kunne trænge igennem.

 Japans troldtinder?










Når det er sådan en snevejr i bjergene må man hellere fortrække ind i en onsen (badested med varme kilder). Det er bare livet.










Jeg boede på det bedste hostel, jeg nogensinde har været på - Asahikawa Guest House- bestyret af en superflink og imødekommende familie, der altid gerne ville holde en lille fest eller tage ud og spise. Jeg fandt mig to gode mates at hænge ud med om aftenen, Jono fra Australien og Roy fra England, bosat i New Zealand (som i øvrigt var svært glad for whiskey). Tænk, at jeg nogensinde skulle blive venner med skityper.

Og ja, det er tyvstjålet fra FB og ja, jeg ser mentalt udfordret ud på det her billede, men det fangede altså stemningen bedst.











Her er Jono og jeg i gang med at se på indersiden af en virkelig random bar med hawaiiansk øl og fantastisk jamaicansk rom. Min lever var glad for at jeg skulle videre dagen efter.










Farvel til Asahikawa!

Så drog jeg mod Shikotsu-søen. Og så skete det uværgerlige. Toget foran mit gik i stå. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad der var galt, men vi endte i hvert fald med at holde stille i to timer. Fedt. Så jeg nåede først frem til destinationen kl. 18. Men- hvilket sted. Shikotsu er en megastor caldera-sø, omgivet af vulkaner. Man kan næsten ikke bede om mere. Det må være et af de smukkeste steder jeg længe har været. Stedet er meget småt og man kan altså ikke få noget at spise efter 20! Alt er lukket, undtagen en meget dyr, men lækker restaurant. Av. Min tid der brugte jeg egentlig bare på at sidde og kigge på bjergene og søen og tulle rundt i området.


Det her Tarumaesan (den hvide vulkan) og Fuppushidake (det spidse bjerg)

 Det her er Eniwadake, det betyder spids stenet bakke på Ainu. Det er en udslukt vulkan, men der siver stadig gasser op fra eksplosionskrateret på højre side (det er derfor, der er en sky ved toppen)

Tættere billede af Tarumae. Her kan man godt se, at det er en vulkan. Den er i øvrigt stadig aktiv.

Ja, det her er faktisk toppen af en bænk.











To sekunder efter jeg tog det her tabte jeg min Iphone i sneen. Hvilket forfærdelig øjeblik. Heldigvis er sneen så tør, så det kunne hurtigt pustes væk.











Der var selvfølgelig også noget festival her. Det grønne er en grotte af isovertrukket gran.















 Solnedgang

Her skal jeg helt sikkert tilbage til sommer. Hvis bare de pokkers bjørne ikke var der...

Første semester

Done! Eller. I hvert fald næsten. Jeg mangler lige at skrive to sider om 40 års historie, men det går nok som en leg, når jeg først lige kommer i gang. Jeg tror egentlig også, det er mega ligemeget. Er ikke helt sikker på, at min supervisor har tænkt sig at læse det. Tja.
Vi klarede det. Til den endelige japansk fremlæggelse skulle vi lave plancher. Jeg valgte at fortælle om youkai. Det er i bund og grund en fællesbetegnelse for alle overnaturlige væsner i japanske folkefortællinger og myter.

 Det her er min plakat. Det er en skam, I ikke kan se den hysterisk morsomme tegneseriestribe jeg kreerede, som illustrerer hvordan man bliver en hævnende ånd.

















Jeg har fået mig en sprog-ven, som jeg snakker japansk med. Hun vil gerne blive bedre til engelsk. Det fungerer meget godt. Så kan vi skiftevis være meget pressede og meget afslappede, hvad angår sprog. Sidste mandag tog vi på akvarie-udstilling. Selvom vi hurtigt blev enige om, at det måtte være et lorteliv for fiskene, var nogle af værkerne ret fascinerende. Der var også nogle meget mærkelige fisk.

Fiskeprisme

Fiskelajdoskop.

Sørme om der ikke også faldt lidt sne til os, her i Kitasenri. Maria og jeg snørede støvlerne og trak i vintertøjet og gik ud og legede. Selvfølgelig var vi, de udvekslingsstuderende i 20'erne, de eneste, der udviste den mindste smule begejstring for sneen. Det her er verdens kedeligste nabolag.






















       Sne-engle og snemand.

Da det nu endelig var ferie, og vi var ligeglade med de resterende opgaver, tog Thomas og jeg til Dotonbori, bydel inden i rigtige Osaka, og fik os noget yakiniku. Vi kunne slet ikke overskue, hvordan man skulle bestille hvad, så vi endte med den klassiske løsning - sæt udvalgt fra restaurantens side og så lidt af hvert i tilbehør. Det blev rigtig dyrt. Men det smagte egentlig også himmelsk, så det var okay. Det kan klart anbefales. Jeg håber, jeg kan finde restauranten igen.

Om to dage tager jeg et smut til Hokkaido og ser på isskulpturer, fyrværkeri, vulkansøer og masser af sne. Der skal nok komme fine billeder. 

Nyt år

Ja, januar er snart gået, men det gik lige op for mig, at jeg ikke har været så flittig med blopdateringen (men til gengæld har jeg haft travlt med at opfinde nye, smarte begreber). Men jeg har altså ikke kedet mig. Nytårsaften tilbragte vi på drengenes kollegium med fin nytårsmiddag og alkohol fra mange lande. Og derefter gik turen til neon-blinkende Shinsaibashi. På vej mistede vi en del i svingene, men nogle vendte tilbage igen senere. Godt, man er i besiddelse af mobiler. På slaget tolv hoppede vi noget akavet ned fra en lille udsats på stationen og der blevet sunget en rørende version af Vær Velkommen, Herrens År. Jeg tog ikke nogen billeder selv, men jeg har tyvstjålet et fra FB. Det er jo alligevel allemandseje.

Som I ved, kære læsere, bor jeg jo fandens langt væk fra civilisation og med det kommer jo de der bjerge, der er i cykelafstand. Der har jeg været et par gange. Først begav Thomas og jeg os ud på en lille ekspedition. Der var smukt vejr og idylliske skovstier -og pludselig hører vi i det fjerne lyden af bøn og musik. Vi følger som tryllebundne den dragende lyd. Som sømænd efter lyden af sirenernes sang. Også selvom stien til tider går temmelig meget ind og ud og rundt og op og ned. Ikke ligefrem fugleflugt. Men endelig når vi frem til det vi naturligvis går ud fra er et hemmelig bjergtempel. Hvad vi ikke lige har taget højde for, er at ingen templer er hemmelige i Japan. Især ikke til nytår, som er den største begivenhed på året. Så der er rigtig mange mennesker, der alle render rundt med hellige grene og den slags. Og musikken kom selvfølgelig også fra højtalere diskret sat op rundt omkring på tempelkomplekset. Man kan ikke vinde hver gang.



Thomas nu med hellig gren.














De her små sure mænd var over det hele. Sødt.
















En uges tid senere forsøgte Maria og jeg os så med at kravle rundt deroppe. Hun mente, at jeg i sandhed var sindssyg for overhovedet at have rodet mig derop alene i første omgang. Det er måske rigtigt nok. Vi så da også en smadret motorcykel og en mistænksom varevogn, som vi blev enige om måtte være brugt til en af følgende ting: transport af yakuza, indspilning af pornofilm, begrave et lig. Tja.
Men senere stødte vi ind i en masse aber. De bor frit her i Minoo-bjergene. Maria syntes, de så ud til at være ganske tilfredse med deres liv. Så hun overvejede at flytte derop og bo med dem. Hyggeligt.

Så fik jeg også reddet mig en lille forkølelse efter en weekend med en del farvelfest for hollænderne og fødselsdagsfest for diverse personer. Så er der jo kun en ting, der virker.












Nogle gange når jeg taler om universitetet tror jeg ikke helt folk forstår hvor fjollet det er. Her er bevis på, at jeg ikke overdriver.


Reaktion efter historie-time med en powerpoint, der vist ikke var helt korrekturlæst. Thomas manglede dog en af de bedste: Astolomy. Jeg tror stadig, det er en form for operation.

















Hvad man rent faktisk laver i historietimer. Katten har i øvrigt været der i en uge nu. Et eller andet siger mig, den er syg...

Reaktion efter fremlæggelse i litteratur. For at følge op nåede de tre gutter faktisk at tale lidt om de tekster, de egentlig skulle fremlægge om. Ak.
















I går: Dejlig tur til Kyoto. Gratis kunst(udstilling), rovfugle og snevejr.