Sex or the next piece of cheesecake...?

Ha, så fik jeg vist jeres opmærksomhed. Blogindlægget har intet med det at gøre, det var blot en udtalelse fra en her unavngiven veninde, der efter et besøg på Starbucks småfilosoferede lidt over, hvad der mon ville komme først. Jaja.

Siden sidst har jeg:

Set et mærkelig pseudo juletræ/moderne kunst/genstand på Senri Chuos torv.

Fået VIRKELIG lækker mad. Smag Mimius sashimi og dø.

Fundet nogle lidt mærkelige bøger i vores skab. Så VAR vores forgængere faktisk Jehovas Vidner. Jeg troede ellers bare det var et salgstrick fra den rare Jehovas Vidne-dame, der vækkede mig i en småbrandert lørdag morgen. (og nej, jeg kunne ikke finde ud af at vende billedet. Den ville ikke ligemeget hvor mange gange jeg prøvede)

                                                       Fundet flere gigantiske insekter.

                                Været på bar med nomihoodai (fri bar i 2 timer), hvor alle havde det sjovt.

... og hvorefter jeg farede meget, meget vild på vej videre. Never trust the mexicans to know the way. Fandt efter 2 timer en rar 7/11 butiksmedarbejder, der gerne ville følge os til den nærmeste station. "Have you been drinking?" "NOOOOO, not at all". Så kunne jeg ligeså fint hente min cykel på et mærkeligt sted, der hed Hattori dagen efter.

Men det vist sig at der i nærheden af Hattori station var et virkeligt fint shinto-tempel med hele molevitten, stilhed, fred og folk i fint tøj. Og vejen hjem var på trods af sine 9 km. zigzaggen og op og ned af bakker virkelig flot, og vejret var himmelsk, så det lille sidespring endte faktisk med at resultere i en af de fineste dage jeg har haft her.

 

 

           Så har jeg været lidt på tur rundt omkring, bl.a. festival i Kyoto og picnic i en park med gamle huse.

 De her små fiskebasser hedder blowfish. De er vist nok pissegiftige, hvis man kommer til at prikke hul på galdeblæren, når man skærer dem ud. Derfor er det kun erfarne kokke, der må skære i dem.

Uha, rødvin kan godt være himmelsk. Bare ikke når den er iskold. Hvad laver I, japanere...?

Og så troede man lige man kunne slippe i år....

Insekterne her bliver ret store

Dagligdagen er begyndt. Jeg har heldigvis fri både mandag og onsdag, så det går lige. Gode muligheder for at foretage sig noget. For det meste ender det dog med at jeg bare er herhjemme og gør rent. Eller øver mig. Det må jeg nok lige lave om på. Engang. Nu er der heller ikke så lang tid til at min Binebjørn kommer og besøger mig. Så skal vi nok ud og vælte nogle asians. Det bliver sjovt.

                                                                  Efteråret er på vej.

Stemningbilleder fra campus. Vi har en lille park, hvor man kan spise sin frokost.

Eller kigge væk, lige som man prøver at fotografere. Det er i øvrigt biblioteket bag ved.

 

                            
                                       Vi holdt en lille fest. Der blev klaget over larm dagen efter. YES!

Vi har et disaster evacuation-bjerg lige ved siden af vores bygning. Der er meget pænt på toppen.

I går stod den på all-night karaoke i Osaka Centrum. Man bliver nødt til at blive der all night, for metroen kører ikke mellem 24 og 5. Den sidste time var lidt hård.

                                                                     


 
                           Koreanerne have en fest med koreansk version af Gangnam Style.






















Og der blev selvfølgelig skrålet igennem til denne klassiker.

























                                               


                                              Insekterne er store ad helvede til her.

 En lille poker aften blev det også til. På billedet vinder jeg. Senere tabte jeg. Alle mine mogm'er.

Jeg endte med at tage japansk 400. Det er lidt for svært. Men 300 var alt for nemt. Men på tirsdag skal jeg holde tale på japansk. Det synes jeg ikke er så fedt. Jeg har skrevet talen. Den er simpelthen så dårlig. En abe kunne have gjort det bedre. Sådan er det bare. Jeg overlever nok. Min tale er skrevet i nogenlunde samme stil som det her blogindlæg. Meget korte præcise sætninger. Ikke for meget indviklet, indskudt halløj. Det kan jeg slet ikke overskue.

Stilhed før stormen

I dag har der været temmelig vild tyfon. Det har i hvert fald regnet og blæst ret meget. Rimelig skodvejr. Jeg håber, vinden har løjet af i morgen, ellers så bliver det sgu en sørgelig første undervisningsdag. De første to uger har vi lov til at fjolle rundt mellem alle fagene inden vi beslutter os for hvad vi vil. Nu har jeg ikke så stor valgfrihed, eftersom KU dog har nogle krav til hvad en studerende skal udsættes for i uddannelsens forløb, så det bliver nok noget med litteratur, religion og historie. Men det er bare i orden. Det eneste sted, der er valgfrihed er sprogundervisningen. Ikke noget med placement-tests. Man går bare ind på en hjemmeside, besvarer nogle multiple choice spørgsmål og så får man at vide hvilket niveau man befinder sig på. Hvis man får under 50 point bør man tage niveauet under. Hvis man får mellem 50-100 er man på rette niveau, og hvis man får over 100 bør man tage niveauet over. MEN! Da jeg tog testen, syntes jeg selv at jeg svarede meget ærligt på spørgsmålene og ikke gættede alt for meget fik jeg 98 point i niveau 300. Det er jo sådan set indenfor rammerne, men jeg ville lige prøve niveau 400. Der fik jeg så 68. Bum bum. What to choose? Det bliver nok niveau 300, eftersom jeg ikke syntes spørgsmålene var pærelette, og jeg er her altså ikke for at stræbe så meget. Men, jeg kan da prøve begge niveauer de kommende uger.










Himlen bliver ret flot efter sådan en gang uvejr.









De seneste par dage har jeg været lidt irritabel over at alting skal være så besværligt. Helt ærligt, alt ved denne udvekslingsprocedure har været bureaukrati-pjat og besværlighed. Kan man dog ikke bare komme i gang? Det er åbenbart meeeeeeget besværligt at få et japansk nr. hvis man har en telefon i forvejen, for de bruger ikke sim-kort. Arg. Så jeg er stadig i vildrede over hvad fanden jeg skal gøre ved det.

Her får man heller ikke sin post hvis man ikke er hjemme. Man får en seddel hvor man kan ringe og få genlevering. Men det er altså også lidt besværligt, når man ikke kan komme igennem med sin egen telefon, ikke kan ringe til det nummer fra en telefonboks og ikke taler godt nok japansk til at forstå den japanske selvbetjening. Nice. Jeg tror, det lykkedes til sidst. Fra nu af vil jeg kun have post onsdag morgen (det ser ud til at jeg får fri hele onsdag. YAY!)

Jeg har også været på udkig efter et orkester, for det kan jeg jo ikke undvære. Osaka University har et orkester, som jeg fik en mail-adresse på, da jeg var henne i deres "studenter-hus". Jeg skrev en fin mail på noget sikkert meget gebrokkent japansk. Og fik en automail tilbage om at adressen ikke eksisterede. JKeg prøvede 4 forskellige udgaver af adressen uden held. Fuck jer, skide teknologi-smarte japanere. Tænk ikke at have en mail der fungerer.

Eftersom det var fredag valgte jeg at drukne min vrede i øl. Det hjælper altid.





Her er den søde del af selskabet.












Og her er den fjollede.













Jeg har også skrevet et haiku, nu hvor årstiden er skiftet:

"Efterårets start
Travle tider kommer snart
Forkølelsessår"



Poetisk, ikke sandt.

The many trials of a musician

I går var jeg til introduktionsdag på universitetet. Det var som introduktionsdage er flest. LAAAAAAAANG og overordnet set temmelig kedelig. I bund udleverede de til alle de forskellige intro-møder et hæfte med informationer. Derefter fortalte de i en powerpoint fuldstændig de samme ting, som der stod i papirerne. Det tog bare dobbelt så lang tid, som det ville have taget at læse det. Men de gentog også mange af tingene. Bare for en sikkerheds skyld, så den helt sikkert var feset ind hos alle os udenlandske sinker. Puha. Jeg har glemt alt de sagde. Godt, jeg har det på skrift. I morgen er der mere introduktionsmøde, og jeg skal også møde min tilknyttede professor, der skal 'supervise' mit individuelle projekt. Det bliver nok et lidt akavet møde, eftersom jeg måske ikke helt har styr på emnet. Jaja, der er et halvt år til at der skal fremvises resultater. Manana, manana.

Det var faktisk så kedeligt, at jeg ikke gider skrive mere om det.

I dag var meget sjovere. Turen gik til Namba (bydel i Osaka) sammen med roomie, hvis koreanske navn jeg endelig har lært: Soe Yoon, og vores genbo, russiske Asya. Asya bor sammen med spanske Maria, men hun kunne desværre ikke komme med i dag, så hende laver jeg noget sjovt med i morgen aften. Det er nogle gode genboer.
I Namba fik vi fråderen okonomiyaki -slightly better than my own- og en god kop Starbucks-kaffe, mens vi sad ved Dotonbori-floden. Det var fint.

Denne har post har fået sit navn, fordi jeg som sagt har været en anelse bekymret for fagotøvningen. Let's face it - det er meget anstrengende at høre på nogen, der øver sig. Men hvis man vil spille, må man øve sig. S'n det' bare. Måske må jeg prøve at forklare naboerne det. Jeg forstår jo bare ikke hvad de svarer.. hmm. Ellers må jeg finde et øvelokale.





Her ligger fagotten og hygger sig på gulvet. Den er da smuk, også i dele.



















Ja, nodestativ har jeg heller ikke så meget af.. Det måtte ryge ud af kufferten derhjemme, for lige at skære noget af vægten. Lige nu må jeg tage til takke med et spejl. Ikke helt optimalt, eftersom det ynder at vælte ved for meget vægt.

MEN! I klaverafdelingen er der jo heldigvis noget så genialt som et el-klaver. Strøm på, hovedtelefoner i - bam! Det er kun en selv, der kan høre larmen. Så sådan et måtte jeg da anskaffe mig. Og det viser sig, at det har mindst lige så mange geniale funktioner, både klokkespil, cembalo, orgel og jeg ved snart ikke. Uha, der skal leges nu. Desværre larmer anslagene og pedalerne en anelse, så jeg bliver nok nødt til at lade være med at spille om natten. Saatans.










Ja, det her er bare nogle fjollede søjler i Namba. De er skøre, de japanere.

A post dedicated to the benefits of alcohol

Så er min første uge i den nye residens gået. Jeg er flyttet en del nord for centrum af Osaka, faktisk bor jeg i en anden by ved navn Suita. Det er vist sådan lidt forstadsagtigt. Her virker sådan lidt forstadsagtigt, der hvor jeg bor i Kita Senri. Her er i hvert fald meget stille. VIRKELIG stille. Jeg kom midt på eftermiddagen, og der var ikke så meget som en cikade, der sang. Meget stor kontrast til Osaka centrums larm og råben. Man må helst ikke larme for meget i min lejlighed, såsom at høre høj musik og tale for højt. Der gættede jeg at fagot-trutteriet nok ville udgøre et problem. Jeg spillede alligevel. Der er endnu ikke nogen, der har klaget. Så bliver jeg ved. Måske skulle jeg lære at steppe.

Her var ret kedeligt, indtil min roomie flyttede ind. Hun hedder noget koreansk, men vil gerne kaldes Britney, så det gør jeg bare.

I går ordnede vi vores køkken. Det var egentlig i meget god stand, men de foregående beboere havde ladet en masse mad blive i skabene, og der var lidt for mange små flyvende dyr inde i skabet til at vi gad beholde noget som helst. Ud med det. Og det var lidt en kamp, eftersom som man sorterer skrald meget grundigt i Japan, og ingen af os fattede hvad vi skulle gøre med halvdelen af tingene. Det resulterede så i, at vores stue ligner en losseplads.

Lidt skal man vel studere.
















I mandags mødte jeg nogle japanere i en park. Nogle af dem talte dansk. Andre svensk. Det endte med at jeg blev inviteret med på tur til et whisky-distilleri i Kyoto. Men man skulle ikke stjæle noget. Flaskerne var limet fast.

Vi fik også smagsprøver. Men de skarn havde lavet highballs ud af whiskyen. De to danskere var ikke glade.

At placere tekst og billeder på denne her blog er fanme for viderekomne. Så nu bliver det sådan her.
De to pæne billeder ovenover er fra Arashiyama i Kyoto.
Efter alt den kulturelle sightseeing tænkte vi, at vi hellere måtte få noget øl. Så vi tog til Oktoberfest. Hvis man tror japanere er tilknappede og indelukkede skal man bare hælde øl på dem. Så danser de i ring og jodler sågar gerne. Så lad os drikke efteråret ind, som den flotte gule plakat foreslår.