Ja, januar er snart gået, men det gik lige op for mig, at jeg ikke har været så flittig med blopdateringen (men til gengæld har jeg haft travlt med at opfinde nye, smarte begreber). Men jeg har altså ikke kedet mig. Nytårsaften tilbragte vi på drengenes kollegium med fin nytårsmiddag og alkohol fra mange lande. Og derefter gik turen til neon-blinkende Shinsaibashi. På vej mistede vi en del i svingene, men nogle vendte tilbage igen senere. Godt, man er i besiddelse af mobiler. På slaget tolv hoppede vi noget akavet ned fra en lille udsats på stationen og der blevet sunget en rørende version af Vær Velkommen, Herrens År. Jeg tog ikke nogen billeder selv, men jeg har tyvstjålet et fra FB. Det er jo alligevel allemandseje.
Som I ved, kære læsere, bor jeg jo fandens langt væk fra civilisation og med det kommer jo de der bjerge, der er i cykelafstand. Der har jeg været et par gange. Først begav Thomas og jeg os ud på en lille ekspedition. Der var smukt vejr og idylliske skovstier -og pludselig hører vi i det fjerne lyden af bøn og musik. Vi følger som tryllebundne den dragende lyd. Som sømænd efter lyden af sirenernes sang. Også selvom stien til tider går temmelig meget ind og ud og rundt og op og ned. Ikke ligefrem fugleflugt. Men endelig når vi frem til det vi naturligvis går ud fra er et hemmelig bjergtempel. Hvad vi ikke lige har taget højde for, er at ingen templer er hemmelige i Japan. Især ikke til nytår, som er den største begivenhed på året. Så der er rigtig mange mennesker, der alle render rundt med hellige grene og den slags. Og musikken kom selvfølgelig også fra højtalere diskret sat op rundt omkring på tempelkomplekset. Man kan ikke vinde hver gang.
Thomas nu med hellig gren.
De her små sure mænd var over det hele. Sødt.
En uges tid senere forsøgte Maria og jeg os så med at kravle rundt deroppe. Hun mente, at jeg i sandhed var sindssyg for overhovedet at have rodet mig derop alene i første omgang. Det er måske rigtigt nok. Vi så da også en smadret motorcykel og en mistænksom varevogn, som vi blev enige om måtte være brugt til en af følgende ting: transport af yakuza, indspilning af pornofilm, begrave et lig. Tja.
Men senere stødte vi ind i en masse aber. De bor frit her i Minoo-bjergene. Maria syntes, de så ud til at være ganske tilfredse med deres liv. Så hun overvejede at flytte derop og bo med dem. Hyggeligt.
Så fik jeg også reddet mig en lille forkølelse efter en weekend med en del farvelfest for hollænderne og fødselsdagsfest for diverse personer. Så er der jo kun en ting, der virker.
Nogle gange når jeg taler om universitetet tror jeg ikke helt folk forstår hvor fjollet det er. Her er bevis på, at jeg ikke overdriver.
Reaktion efter historie-time med en powerpoint, der vist ikke var helt korrekturlæst. Thomas manglede dog en af de bedste: Astolomy. Jeg tror stadig, det er en form for operation.
Hvad man rent faktisk laver i historietimer. Katten har i øvrigt været der i en uge nu. Et eller andet siger mig, den er syg...
Reaktion efter fremlæggelse i litteratur. For at følge op nåede de tre gutter faktisk at tale lidt om de tekster, de egentlig skulle fremlægge om. Ak.
I går: Dejlig tur til Kyoto. Gratis kunst(udstilling), rovfugle og snevejr.
Thomas nu med hellig gren.
