Jeg har været på Hokusai-udstilling i weekenden. (Hokusai er ham fyren, der står bag billedet af Fuji i baggrunden med en stor bølge foran). Det var lidt ligesom at være på Louisiana søndag middag i højsæsonen ved en Monet-særudstilling. Herremange mennesker, der stod i kø fra de kom ind til udstillingen til de gik ud fra udstillingen. Man skal jo helst se billederne i den rigtige rækkefølge, og man har ca. 10 sekunder pr. billede.
Den slags trivielle banaliteter er jeg heldigvis ligeglad med, så jeg gik bare rundt og så over skulderen på folk. Som det skarn jeg er, fik jeg på et tidspunkt møvet mig ind, hvor køen var lidt tyndere, for at betragte et billede. Jeg stod der i betydeligt længere tid end ti sekunder, og manden bagved trippede utålmodigt i en rum tid inden han endelig fik taget sig sammen til at overhale. Så gik jeg videre.
Man måtte ikke tage billeder af billederne. Så det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
Museet ligger i Tennoji Park. Den er fuld af sådan nogle figurer her. Jeg er
sikker på de lyser om aftenen.
Men for at afbryde rækkefølgen af mærkelige ting, må der hellere komme lidt billeder fra forrige weekend. Der spillede jeg nemlig koncert med Osaka University of Foreign Studies' Orchestra. Puha, et navn. Der blev spillet overturen fra Barberen fra Sevilla, Nøddeknækkeren og Sibelius' 1. De var rigtig flinke alle sammen, og koncerten endte også med at blive relativt velklingende bortset fra nogle enkelte steder. Og de ville rigtig gerne snakke japansk med mig, så mit ordforråd er ret musik-specifikt lige nu. Det er sjovt. Jeg nåede desværre ikke at få taget nogle billeder af dem, men der er et af scenen og et af backstage.
Efter koncert skal man selvfølgelig på druk, sådan er det vist alle steder. I Japan foregår det på karaoke-steder. Det tog os lang tid, men til sidst måtte vi godt få øl også. Jeg havde snydt Thomas og Alex med.
Den slags kan man godt blive træt af.
Solopgang over Kitasenri.
Back on track - i går besteg jeg et bjerg, der hedder Ikoma. Det ligger halvvejs til Nara. Jeg er åbenbart lidt dum, så jeg kom til at gå en lille omvej på ca. 3 km, inden jeg fandt en sti, der førte til toppen. Men jeg mødte denne her lille ilder-fætter på vejen. Totalt i harmoni med naturen, sådan som jeg lige kan snige mig ind på dem.
Ja, når man vandrer i Norge, så ender man som regel med øde steder, god udsigt og et skilt, der fortæller hvor man er. Her i Japan finder man spøgelses-forlystelsesparker. Det er da absurd.
Jeg sagde farvel til bjerget og løb ned i aftensolen.
.... og så det her på vejen. Lidt sært skilt (det bagerste) at have, når ens hus ligger på et bjerg.
De er skøre, de japanere.
