I stedet gik jeg tur i byen og så på den. Den første dag jeg var der småregnede det hele dagen.
Kanazawa ligger med det Japanske Hav til den ene side og bjerge til den anden. Det resulterer i virkelig delikat mad.
Tænk sig engang. Noget, der ikke er totalt vedligeholdt. Der er jo mos på stien!
Om aftenen blev der holdt middagsfest på hostellet.
Dagen efter forsøgte jeg at tage ind til Fukui-præfekturets mest kendte bjerg, Hakusan. Hvide bjerg. Det hedder det, fordi der altid er sne på toppen. Det er sammen med Fuji og Gas et af tre mest hellige bjerge i Japan. Jeg vidste godt, jeg ikke kunne bestige det, men jeg havde håbet på at kunne komme ind at kigge. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, for når det er uden for sæson er det utrolig svært at komme nogen steder hen med offentlig transport. Så jeg kom halvvejs af hvad jeg ville, og derfra kunne man ikke se noget. Men jeg kravlede da lidt rundt i bakkerne. På vej i bussen fik jeg da et kig til, hvad jeg have stilet efter.
Sidste dag blev brugt på at gå i Kanazawas kendte have, Kenrokuen, og sidde i slotsparken.
I Japan fejer man også åen nogle gange.
Jeg er jo glad for at kigge op på himlen og trækronerne. Nu med røde blade.
Og så hjem igen.
