Langt væk, hvor bjergene bor

En vis mand sagde engang til mig, at når man ser et bjerg, så skal man cykle hen til det. Så da jeg fra mit vindue så de solbeskinnede bjerge i horisonten, tænkte jeg, at jeg hellere måtte følge hans råd.

Jeg tog min cykel og cyklede. Over bakke og dal. Og en enkelt trappe. Prøver nok en anden vej næste gang.

Da jeg var kommet tilpas tæt på, stillede jeg min cykel. Sikkert lidt ulovligt, men det er svært at finde ud af her.















Jeg vandrede hen ad vejen. Først forbi noget meget grimt, industri-agtigt fabrikshalløj. Men så blev vejen til en herlig lille skovsti.

Der var farlige broer.








 Og spændende huler i bjerget.










                                                     Den storslåede udsigt fra toppen.

Nu hvor det er jul, skal man jo også se lidt julelys, tænkte vi. Det er jo ikke rigtig jul her, kun sådan forfærdelig kommerciel jul, men lysene er sådan set også oprettet for at mindes ofrene for det store Hanshin-jordskælv i 1995. Fin tanke, men det ændrede stadig ikke på at hele affæren var voldsomt tacky og vammelt. Halvfesne lysdekorationer på en KÆMPE shoppinggade med kun designerbutikker, samt forfærdeligt storsentimentalt pop-klassisk musik i light-version. Puha. I får et billede alligevel.

Alas. Det var en skøn søndag med varm vintersol, så vi besluttede os fra at flygte fra vores kolde, klamme lejligheder og værelser og tage ud og vandre i nedlagte togspor.

Der blev både gået på klipper...

og skræmt forsvarsløse piger.

 

Osaka har også et ret fint akvarium. Der er både sjove oddere, fiskestimer og blæksprutte-fætre.

Japan er fanme så mærkeligt

Jeg har været på Hokusai-udstilling i weekenden. (Hokusai er ham fyren, der står bag billedet af Fuji i baggrunden med en stor bølge foran). Det var lidt ligesom at være på Louisiana søndag middag i højsæsonen ved en Monet-særudstilling. Herremange mennesker, der stod i kø fra de kom ind til udstillingen til de gik ud fra udstillingen. Man skal jo helst se billederne i den rigtige rækkefølge, og man har ca. 10 sekunder pr. billede.
Den slags trivielle banaliteter er jeg heldigvis ligeglad med, så jeg gik bare rundt og så over skulderen på folk. Som det skarn jeg er, fik jeg på et tidspunkt møvet mig ind, hvor køen var lidt tyndere, for at betragte et billede. Jeg stod der i betydeligt længere tid end ti sekunder, og manden bagved trippede utålmodigt i en rum tid inden han endelig fik taget sig sammen til at overhale. Så gik jeg videre.


Man måtte ikke tage billeder af billederne. Så det gjorde jeg selvfølgelig ikke.





















Museet ligger i Tennoji Park. Den er fuld af sådan nogle figurer her. Jeg er sikker på de lyser om aftenen.














Men for at afbryde rækkefølgen af mærkelige ting, må der hellere komme lidt billeder fra forrige weekend. Der spillede jeg nemlig koncert med Osaka University of Foreign Studies' Orchestra. Puha, et navn. Der blev spillet overturen fra Barberen fra Sevilla, Nøddeknækkeren og Sibelius' 1. De var rigtig flinke alle sammen, og koncerten endte også med at blive relativt velklingende bortset fra nogle enkelte steder. Og de ville rigtig gerne snakke japansk med mig, så mit ordforråd er ret musik-specifikt lige nu. Det er sjovt. Jeg nåede desværre ikke at få taget nogle billeder af dem, men der er et af scenen og et af backstage.

Efter koncert skal man selvfølgelig på druk, sådan er det vist alle steder. I Japan foregår det på karaoke-steder. Det tog os lang tid, men til sidst måtte vi godt få øl også. Jeg havde snydt Thomas og Alex med.

                                              

                                                    Den slags kan man godt blive træt af.





























Solopgang over Kitasenri.










Back on track - i går besteg jeg et bjerg, der hedder Ikoma. Det ligger halvvejs til Nara. Jeg er åbenbart lidt dum, så jeg kom til at gå en lille omvej på ca. 3 km, inden jeg fandt en sti, der førte til toppen. Men jeg mødte denne her lille ilder-fætter på vejen. Totalt i harmoni med naturen, sådan som jeg lige kan snige mig ind på dem.



















Ja, når man vandrer i Norge, så ender man som regel med øde steder, god udsigt og et skilt, der fortæller hvor man er. Her i Japan finder man spøgelses-forlystelsesparker. Det er da absurd.

Jeg sagde farvel til bjerget og løb ned i aftensolen.














                .... og så det her på vejen. Lidt sært skilt (det bagerste) at have, når ens hus ligger på et bjerg.

 De er skøre, de japanere.

Spændende overskrift

"At this concert you need to wear long black pants"
"Um, I don't have any black pants. Is it okay with a black skirt?"
"mmmmmmmmmmmmmmmm how long is the skirt?"
"Like this one."
"mmmmmmmmmmmmmmmm do have a skirt that's longer?"
"Not really. Maybe I have one that's a little below the knee... but I always have black tights on, so I'm always all black. Isn't it good enough?"
"mmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm maybe you can buy something in the mall."
"I don't think I can fit anything in that store..."
"mmmmmmmmmmmmmmm I'll try to ask the leaders of the orchestra about the skirt. You also need to have a black shirt."
"THAT I have."
"Oh, good. You also need to have black shoes."
"Are these alright?"
"mmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm no, they need to be like these. Like pumps maybe...."

FASCISMEN LÆNGE LEVE. Åbenbart.

De sidste to uger har jeg haft Sabine på besøg. Det har været rigtig hyggeligt og sjovt. Også lidt hårdt når man var nogen, der skulle tidligt op om morgenen. Vi fik lavet en masse ting, og jeg har, uden at overdrive, taget en milliard billeder. Rigtig mange af dem er af røde blade. Det er nemlig flot. Jeg gider egentlig ikke skrive så meget, så jeg uploader bare en masse billeder i stedet.

Vi startede med Gay Parade selvfølgelig. Det var festligt. Masser af glade mennesker, og politimænd, der rigtig gerne ville fortælle at vi skulle gå lige ud. Hele tiden. Og ved hjælp af megafoner. Lidt anstrengende.

Albert er glad.












Bine fandt et bøssepar, hun gerne ville giftes med.

















Senere tog vi ud og drak nogle øl. Der var nogen, der havde tyvstartet lidt.












Dagen efter tog vi en chiller aften i Namba.

Fik fråderen okonomiyaki.


















Fandt grimt julegøgl. Findes også her ja.











Endte vist et lidt skummelt sted.

Så gik turen til den gamle hovedstad, Nara.

Her kan man lege med bambier.













Se en flot pagode.

... og en stor bronze-Buddha.


















OG selvfølgelig forvilde sig ud en skov på et bjerg.





























Vi fandt hurtigt tilbage.




















Derefter gik turen til Kyoto, den anden gamle hovedstad.

Vores hostel var ret smadret og fuldt af alt muligt ragelse, men det var super hyggeligt og ejerne var flinke.

Om lørdagen pissede det ned i lårtykke stråler, men vi begav os alligevel ud til Kiyomizu tempel. Der var egentlig ret flot med alle de tågeskyer.

Totoro-butik. Ups.




















DE TVANG MIG! JEG VILLE SLET IKKE KØBE DEN!

















Nice irsk bar med jammende band. Sejt.















                                                                 Flere røde blade.

Den sidste dag brugte vi på Guldpavillonen og Fushimi Inari-templet med de 10.000 røde torii op af et bjerg dedikeret til ræveguddommen. Vi ville egentlig bare gå lidt, men endte med at vade hele vejen op på bjerget. På vejen ned fik vi lidt krampe i de små ben.

                         Bines sidste dag i Osaka skulle da også fejres. Nej, hvor vi havde det sjovt.

 Indtil dagen efter.