Stilhed før stormen

I dag har der været temmelig vild tyfon. Det har i hvert fald regnet og blæst ret meget. Rimelig skodvejr. Jeg håber, vinden har løjet af i morgen, ellers så bliver det sgu en sørgelig første undervisningsdag. De første to uger har vi lov til at fjolle rundt mellem alle fagene inden vi beslutter os for hvad vi vil. Nu har jeg ikke så stor valgfrihed, eftersom KU dog har nogle krav til hvad en studerende skal udsættes for i uddannelsens forløb, så det bliver nok noget med litteratur, religion og historie. Men det er bare i orden. Det eneste sted, der er valgfrihed er sprogundervisningen. Ikke noget med placement-tests. Man går bare ind på en hjemmeside, besvarer nogle multiple choice spørgsmål og så får man at vide hvilket niveau man befinder sig på. Hvis man får under 50 point bør man tage niveauet under. Hvis man får mellem 50-100 er man på rette niveau, og hvis man får over 100 bør man tage niveauet over. MEN! Da jeg tog testen, syntes jeg selv at jeg svarede meget ærligt på spørgsmålene og ikke gættede alt for meget fik jeg 98 point i niveau 300. Det er jo sådan set indenfor rammerne, men jeg ville lige prøve niveau 400. Der fik jeg så 68. Bum bum. What to choose? Det bliver nok niveau 300, eftersom jeg ikke syntes spørgsmålene var pærelette, og jeg er her altså ikke for at stræbe så meget. Men, jeg kan da prøve begge niveauer de kommende uger.










Himlen bliver ret flot efter sådan en gang uvejr.









De seneste par dage har jeg været lidt irritabel over at alting skal være så besværligt. Helt ærligt, alt ved denne udvekslingsprocedure har været bureaukrati-pjat og besværlighed. Kan man dog ikke bare komme i gang? Det er åbenbart meeeeeeget besværligt at få et japansk nr. hvis man har en telefon i forvejen, for de bruger ikke sim-kort. Arg. Så jeg er stadig i vildrede over hvad fanden jeg skal gøre ved det.

Her får man heller ikke sin post hvis man ikke er hjemme. Man får en seddel hvor man kan ringe og få genlevering. Men det er altså også lidt besværligt, når man ikke kan komme igennem med sin egen telefon, ikke kan ringe til det nummer fra en telefonboks og ikke taler godt nok japansk til at forstå den japanske selvbetjening. Nice. Jeg tror, det lykkedes til sidst. Fra nu af vil jeg kun have post onsdag morgen (det ser ud til at jeg får fri hele onsdag. YAY!)

Jeg har også været på udkig efter et orkester, for det kan jeg jo ikke undvære. Osaka University har et orkester, som jeg fik en mail-adresse på, da jeg var henne i deres "studenter-hus". Jeg skrev en fin mail på noget sikkert meget gebrokkent japansk. Og fik en automail tilbage om at adressen ikke eksisterede. JKeg prøvede 4 forskellige udgaver af adressen uden held. Fuck jer, skide teknologi-smarte japanere. Tænk ikke at have en mail der fungerer.

Eftersom det var fredag valgte jeg at drukne min vrede i øl. Det hjælper altid.





Her er den søde del af selskabet.












Og her er den fjollede.













Jeg har også skrevet et haiku, nu hvor årstiden er skiftet:

"Efterårets start
Travle tider kommer snart
Forkølelsessår"



Poetisk, ikke sandt.

The many trials of a musician

I går var jeg til introduktionsdag på universitetet. Det var som introduktionsdage er flest. LAAAAAAAANG og overordnet set temmelig kedelig. I bund udleverede de til alle de forskellige intro-møder et hæfte med informationer. Derefter fortalte de i en powerpoint fuldstændig de samme ting, som der stod i papirerne. Det tog bare dobbelt så lang tid, som det ville have taget at læse det. Men de gentog også mange af tingene. Bare for en sikkerheds skyld, så den helt sikkert var feset ind hos alle os udenlandske sinker. Puha. Jeg har glemt alt de sagde. Godt, jeg har det på skrift. I morgen er der mere introduktionsmøde, og jeg skal også møde min tilknyttede professor, der skal 'supervise' mit individuelle projekt. Det bliver nok et lidt akavet møde, eftersom jeg måske ikke helt har styr på emnet. Jaja, der er et halvt år til at der skal fremvises resultater. Manana, manana.

Det var faktisk så kedeligt, at jeg ikke gider skrive mere om det.

I dag var meget sjovere. Turen gik til Namba (bydel i Osaka) sammen med roomie, hvis koreanske navn jeg endelig har lært: Soe Yoon, og vores genbo, russiske Asya. Asya bor sammen med spanske Maria, men hun kunne desværre ikke komme med i dag, så hende laver jeg noget sjovt med i morgen aften. Det er nogle gode genboer.
I Namba fik vi fråderen okonomiyaki -slightly better than my own- og en god kop Starbucks-kaffe, mens vi sad ved Dotonbori-floden. Det var fint.

Denne har post har fået sit navn, fordi jeg som sagt har været en anelse bekymret for fagotøvningen. Let's face it - det er meget anstrengende at høre på nogen, der øver sig. Men hvis man vil spille, må man øve sig. S'n det' bare. Måske må jeg prøve at forklare naboerne det. Jeg forstår jo bare ikke hvad de svarer.. hmm. Ellers må jeg finde et øvelokale.





Her ligger fagotten og hygger sig på gulvet. Den er da smuk, også i dele.



















Ja, nodestativ har jeg heller ikke så meget af.. Det måtte ryge ud af kufferten derhjemme, for lige at skære noget af vægten. Lige nu må jeg tage til takke med et spejl. Ikke helt optimalt, eftersom det ynder at vælte ved for meget vægt.

MEN! I klaverafdelingen er der jo heldigvis noget så genialt som et el-klaver. Strøm på, hovedtelefoner i - bam! Det er kun en selv, der kan høre larmen. Så sådan et måtte jeg da anskaffe mig. Og det viser sig, at det har mindst lige så mange geniale funktioner, både klokkespil, cembalo, orgel og jeg ved snart ikke. Uha, der skal leges nu. Desværre larmer anslagene og pedalerne en anelse, så jeg bliver nok nødt til at lade være med at spille om natten. Saatans.










Ja, det her er bare nogle fjollede søjler i Namba. De er skøre, de japanere.

A post dedicated to the benefits of alcohol

Så er min første uge i den nye residens gået. Jeg er flyttet en del nord for centrum af Osaka, faktisk bor jeg i en anden by ved navn Suita. Det er vist sådan lidt forstadsagtigt. Her virker sådan lidt forstadsagtigt, der hvor jeg bor i Kita Senri. Her er i hvert fald meget stille. VIRKELIG stille. Jeg kom midt på eftermiddagen, og der var ikke så meget som en cikade, der sang. Meget stor kontrast til Osaka centrums larm og råben. Man må helst ikke larme for meget i min lejlighed, såsom at høre høj musik og tale for højt. Der gættede jeg at fagot-trutteriet nok ville udgøre et problem. Jeg spillede alligevel. Der er endnu ikke nogen, der har klaget. Så bliver jeg ved. Måske skulle jeg lære at steppe.

Her var ret kedeligt, indtil min roomie flyttede ind. Hun hedder noget koreansk, men vil gerne kaldes Britney, så det gør jeg bare.

I går ordnede vi vores køkken. Det var egentlig i meget god stand, men de foregående beboere havde ladet en masse mad blive i skabene, og der var lidt for mange små flyvende dyr inde i skabet til at vi gad beholde noget som helst. Ud med det. Og det var lidt en kamp, eftersom som man sorterer skrald meget grundigt i Japan, og ingen af os fattede hvad vi skulle gøre med halvdelen af tingene. Det resulterede så i, at vores stue ligner en losseplads.

Lidt skal man vel studere.
















I mandags mødte jeg nogle japanere i en park. Nogle af dem talte dansk. Andre svensk. Det endte med at jeg blev inviteret med på tur til et whisky-distilleri i Kyoto. Men man skulle ikke stjæle noget. Flaskerne var limet fast.

Vi fik også smagsprøver. Men de skarn havde lavet highballs ud af whiskyen. De to danskere var ikke glade.

At placere tekst og billeder på denne her blog er fanme for viderekomne. Så nu bliver det sådan her.
De to pæne billeder ovenover er fra Arashiyama i Kyoto.
Efter alt den kulturelle sightseeing tænkte vi, at vi hellere måtte få noget øl. Så vi tog til Oktoberfest. Hvis man tror japanere er tilknappede og indelukkede skal man bare hælde øl på dem. Så danser de i ring og jodler sågar gerne. Så lad os drikke efteråret ind, som den flotte gule plakat foreslår.

Rundt og rundt - part two

Ja, jeg er jo lidt bagud. Hændelserne i dette indlæg refererer næsten to uger tilbage. Så vi må hellere få sat fut i fejemøget. Fra Izu gik turen til Takamatsu på Shikoku, den mindste af Japan fire hovedøer. Men vejen tog vi over det lille paradis, kunstøen Naoshima. Naoshima er ikke særlig stor, men hele øen er nærmest et stort kunstgalleri for moderne kunst. Vi besluttede at leje cykler - but alas!- der var ikke flere almindelig tilbage, så turistinformationen fik prakket os et par elcykler på. Til 4 gange så høj pris selvfølgelig. Det viste sig dog at være en udmærket investering, da solen bankede ned, luftfugtigheden var så høj, at man nærmest indåndede vand og Naoshima også er temmelig bakket. Sådan... rigtig stejle bakker. Efter hinanden.
Da vejret var skønt og stranden så meget fristende nåede vi kun et museum, Chichuu. Men det var tilgengæld også ret vildt. Et par ægte Monet-malerier og så noget moderne kunst af nogle amerikanere, der godt kunne lide at lege med rumfornemmelse. Og det var de sådan set også ret gode til. Da sådan noget er lidt umuligt at beskrive, og man ikke måtte tage billeder indenfor, må I nøjes med noget kunst fra strandkanten.

Billedet her er taget lige ude foran Chichuu. De havde lavet en lille have som gengav Monets åkander.





Vores dag i Takamatsu brugte vi på at tage en lille togtur ud til en lille by, der hedder Yashima, hvor der ligger et tempel, som indgår i Shikokus pilgrimsrute på 88 templer. Det er sådan noget, som en dedikeret buddhist kan gøre, hvis vedkommende har tid til at afsætte en måned eller to. Templet ligger på toppen af et plateau. Vi nøjedes med at tage bussen op og gå ned. Hvilket faktisk var overraskende hårdt. Det var mange højdemeter, der blevet tilbagelagt på en meget kort strækning. Spaghettiben.

Det spændende ved dette plateau var også, at der er skueplads ud over "dan no ura"-bugten, hvor slaget mellem Taira-klanen og Minamoto-klanen stod i ca. 1185. Slaget var ret vigtigt, fordi det indledte en ny tidsperiode, Kamakura-perioden, hvor samurai-klassen overtog magten fra aristokratiet. Til de interesserede kan man læse passager af "The Tale of the Heike", der beskriver denne del af Japans historie skønlitterært.
På toppen af plateauet var der også en fin dam, der bliver kaldt "chi no ike", "Dammen af Blod", fordi det angiveligt var der, hvor Minamoto-krigerne rensede deres sværd for blod. Hvorfor de skulle have rendt hele vejen op til toppen for at skylle deres sværd, er lidt svært at forstå. Især i betragtning af, at det var et søslag. Men stedet var mytisk nok.










På vej ned så vi noget meget uhelligt lige ved siden af et mini-tempel.

Ja, intet sted er for helligt til at lidt kitschy kapitalisme.

Den sidste del af rundturen foregik i Matsue. Der så vi både en fin borg, var på sejlads på byens kanaler, hvor vores kaptajn meget stemningsfuldt sang en lille sang om Hori-floden som vi sejlede på, var på cykeltur langs en smuk sø, der dog var mest charmerende på afstand og afsluttede turen på museum med udsigt til meget smuk solnedgang.

Rundt og rundt- et fortsat indlæg

Så er mutti sendt hjem, og i morgen skal jeg flytte ind i min lejlighed. Det bliver spændende at se den. Og bagefter begynder alt det dersens studieforberedelse. Hmm..

Men nu ville jeg lige opdatere, hvad der skete efter Tokyo. Vi var nemlig på en uges rejse rundt i Japan. Først drog vi til Izu-kougen, der ligger på halvøen Izu, der vist nok er dannet af lava fra Fuji. Der var i hvert fald rigtig mange varme kilder.

Det her er stien ind til vores fine ryokan - traditionelt japansk logi- på Izu.

Det lokale supermarked havde også et alt-godt-fra-havet-udvalg, som jeg aldrig har set magen til. det er lige før jeg tror, at den fisk/blæksprutte/musling/sø-anemone/sandorm, som ikke fandtes der, ikke var værd at spise. Men jeg ved det ikke. Jeg turde da ikke spise noget af alt vilde fiske-mad. Jeg valgte såmænd bare et par kinesiske dumpling, som man lige kunne få varmet i supermarkedets mikroovn-smart! lær det Føtex- og nogle risboller.

Så trillede vi gennem en mindre jungle, fordi vi skulle ud at se en stor hængebro. Hængebroen var skam sej nok, men det der endte med at stjæle vores fokus var den herlige lille pynt, hvor vi stødte på nogle fiskere og et naturligt bassin, hvor man kunne plaske uden at være bange for at blive slået til plukfisk af de kraftige bølger. Desværre var stedet optaget af tyskeren Boris, hans japanske kæreste og deres to finske venner, så jeg nøjedes med at spejde over havet. Men Boris&co. var sgu flinke nok.

Når man bor traditionelt japansk, skal man selvfølgelig også lige iføre sig en let kimono, en såkaldt yukata, som man må have på alle steder på området. Og der må jeg konkludere, at det der med at sidde sådan på knæene må blive en engangsforeteelse. Det kan jeg altså ikke.














Med i prisen hørte også middagsmad. Vi fik 7 retter! ca. i hvert fald. Her er et billede af en af dem. Læg mærke til den regnbuefarvede genstand. Det er 'maple shaped gluten'. De er skøre, de japanere. Men det var sgu lækkert, det meste. Indtil jeg i forhippelse på at være rigtig japansk åd noget af saltet, der støttede den store muslingeskal i midten. Til mit forsvar havde der stået på menuen, at der ville være rogn fra Sweet Fish (hvad det så end er..), men det var ikke at finde i skålen. Så kan man jo snildt komme til at forveksle salt med fiskeæg.

Stedet var også fuldt af disse smukke væsner, som jo må siges at være en krydsning mellem sommerfugle og flagermus. Jeg tror personligt det er batmans sommerferie-dragt.

Det var første stop på turen. Stay tuned for Naoshima and Takamatsu!

Et blogindlæg så langt som Japan

 

Så har jeg forladt Tokyo efter mine første 5 dage i byen. Færdig med den by kan man nok aldrig blive. Jeg føler knap nok at jeg er begyndt. 5 dage er selvfølgelig heller ikke ret meget. Tokyo er en eksplosion af lyd, lys og mennesker. Konstant bliver ens sanser bombarderet af neon-reklamer, myldrende firmaansatte, tusindvis af salgsassistenter, der med en gennemtrængende, skinger stemme vræler ”IRRASHAIMASEEEEEE” (velkommen), så snart man er indenfor en radius af 20 meter, og overordnet set rigtig meget larm fra højtalere ved restauranter og butikker. Man bliver lidt rundt-på-gulvet i starten. Senere lærer man ligesom at ignorere det. Men det fantastiske ved denne pulserende metropolis er at den er fyldt med haver og parker, hvor man lige kan få et pusterum for al ståhejet og drikke en iskaffe fra en vending machine, mens man beundrer japanernes gartner-skills. Vi besøgte Shinjuku Gyôen og Yoyogi Park, så lå ganske tæt på vores hotel. Smart. En anden mulighed for lidt ro til sit udasede hoved er at besøge nogle af de utallige shintoistiske helligdomme og buddhistiske templer, der ligger spredt udover Tokyo og som udgør fredfyldte små oaser i storbyens larm. Så snart man går ind på helligdommen eller templets grund sænker der sig en salig fred, hvor cikaderne står for den eneste lyd (de kan dog også frembringe lyd af ekstrem volumen…).  Da Tokyo er sådan en kæmpe by, og jeg stadig er helt forvirret oven i hovedet og faktisk ikke helt aner, hvordan den hænger sammen, har jeg valgt at lave resten af indlægget i små bidder med hver deres overskrift. Så kan man måske få den orden, ens lille knold kræver.

Bydele: Tokyo er enorm. Virkelig enorm. Derfor er der selvfølgelig også ret mange bydele. Vi boede i Shinjuku, som er knudepunkt for Tokyos undergrund. Over 2 millioner pendlere myldrer gennem Shinjuku Station hver dag. Av for den. Men Shinjuku har været en god begynderbydel. Den har sgu ret meget. Gode restauranter, butikker af alskens art (jeg frekventerede dog mest en herlig lille butik, der hed Book Off, hvor man kunne få billige bøger, billig manga (8 kr. pr. bind, jo tak), billige spil og billige film. Jeg var nærmest i himlen), masser af sjov gademode – fra unge piger, der stavrer rundt på hæle, der er højere end dem selv og 30-årige, der har iført sig herlige flamboyante lolita-kjoler (av av av) til helt straight jakkesæt- og glimrende muligheder for et vildt natteliv. Shinjuku er også indehaver af Tokyos underholdningskvarter, Kabukichô. Med underholdning forstås red light-district og gamblers paradise i soft version. Gambling er forbudt i Japan, så man vinder kun ting. Men dem kan man gå ud i baggyden og bytte til rigtige penge hos yakuzaen. Og så er der disse skønne Host Clubs, hvor man kan betale en masse penge for at snakke med en ung mand, der er stylet helt ud af proportioner. Den findes også som Hostess Club, hvor man kan betale en masse penge for at snakke med en ung kvinde, der er stylet helt ud af proportioner. Ja… Det var festligt…

Her til siden ser man reklamer for Host Clubs. Er de ikke bedårende, de drenge?

 

Vi var rigtig meget i Shinjuku. Men vi nåede også forbi Akihabara, Akiba for de smarte. Står du lige og mangler en eller anden dimme-limmer, gerne af elektronisk art? Så tag et smut forbi Akiba. Der er ALT mellem himmel og jord af elektroniske genstande. TING, TING, TING. Og en kakafoni og blip-blop-biiiiip lyde alle steder fra. Det var lidt vildt. Det var også ret nemt at fare vild. F.eks. inden i et storcenter på 8.etager (kun med elektronik af forskellig art), hvor hver etage simpelthen var så stor, at jeg ikke kunne finde rulletrapperne. Arg. I mangel på bedre at tage mig til mens jeg overvejede næste træk i kampen mod at bliver suget ned i et vakuum af dims, stod jeg og klimprede lidt på et el-klaver. Og lige pludselig er det som om alt larmen forsvinder, for i samme afdeling står en af salgsekspedienterne og afprøver klavererne. Og der lyder de blide, rolige fraser af 2. sats af Beethovens Pathetique sonate. Et nærmest himmelsk stykke musik. Hvis hun nu lige havde været en mand og evt. en halv meter højere, så er jeg sikker på, at jeg havde overtaget med den hurtige, fyrige 3. sats, og så havde vi været soulmates for evigt. I stedet klimprede jeg lidt ubehjælpsomt starten på en ellers meget smuk Chopin-vals. Og så fandt jeg rulletrapperne.

Vi var også et smut forbi Ochanomizu (det betyder tevand.) Der havde de en hel gade, bare med instrumentbutikker. Japan er sjovt.

 

Mad: Der er ikke så meget at sige. Det er mega lækkert. Min verden begynder og slutter med alle de lækre japanske retter jeg skal spise det næste år. Til gengæld er frugt og ost helt vildt dyrt, 40 kr. for et æble og 150 kr. for en trekant brie, så der er noget jeg kan glæde mig til når jeg skal hjem. Og det er fantastisk så uprætentiøst, de lokale spisesteder er. Man vader ind på en lille bitte biks, bestiller sin mad i en automat, giver sin madseddel til kokken og 5-10 minutter efter har man den lækreste mad. Og for det meste kan det gøres forholdsvist billigt. Der var dog lige en izakaya (bar, der serverer mange små retter), der var lidt pebret. Men stadig lækkert.

 

Fuji, Japans højeste bjerg:… fik jeg ikke set. Der var mega diset hele tiden.

Helligdomme: Japan har to religiøse ideologier, Shintoismen og Buddhismen. Shinto, der bliver kaldt Japans oprindelige religion, hædrer ens forfædre og Japan er propfyldt med helligdomme, hvor man kan vise sin respekt. De findes fra minimalistiske, der blot består af en lille port (en såkaldt torii) og selve helligdommen til de gigantiske, som Meiji Jingu, der er rejst til ære for Kejser Meiji, og som konstant er fuldt af mennesker, turister såvel som japanere. Der findes også nogle lidt pudsige, såsom Kanda Myoin. Meget farverigt. Har en hellig pony. 

 

Sprog: Jeg er her jo for at lære sproget. Men det er sjovt, så stor forskel der er på sproget afhængigt af hvem der taler. I butikker og restauranter går det lige, evt. med lidt fagter til hjælp. To teenagedrenge, der taler sammen i elevatoren er fuldstændig uforståeligt. Der var en dag, hvor jeg gik en tur med en ældre mand i Yoyogi-parken (ja, ja, gå aldrig med fremmede mænd, men jeg vurderede, han var så lille at jeg godt kunne vippe ham over, hvis det skulle blive nødvendigt. Med mindre han kunne syg karate, men nogle gange må man vove pelsen). Han spurgte om jeg hvad jeg lavede i Japan, og jeg svarede, jeg var her for at studere. Og så fortsatte han bare på japansk. Vi havde en længere samtale om alt muligt. Om parken, om hvor svært det var at lære alle de tegn, om litteratur, hvor jeg rodede mig ud i at skulle redegøre for, hvad jeg mente om Yukio Mishimas tankegang (Mishima var en af Japans store litterære håb, men begik rituelt selvmord som et politisk statement), og om hvor helt ekstremt mega lille Danmark er. Han sagde en masse som jeg ikke forstod. Der måtte jeg gætte lidt. Og hustlede generelt ret meget i gennem dem samtale. Men det gik. Og det var en mindst 20 min. lang samtale. Så det kan altså lade sig gøre at lære dette fremmedartede sprog. Senere på dagen kunne jeg ikke engang finde ud af at få den rigtige kop kaffe på Starbucks. Jeg havde nok opbrugt dagens hjerneceller.

 

Der skete sikkert en masse andet. Men nu gider jeg ikke skrive mere. Og computeren gider ikke uploade flere billeder. Så dem må I glæde jer til.