The many trials of a musician

I går var jeg til introduktionsdag på universitetet. Det var som introduktionsdage er flest. LAAAAAAAANG og overordnet set temmelig kedelig. I bund udleverede de til alle de forskellige intro-møder et hæfte med informationer. Derefter fortalte de i en powerpoint fuldstændig de samme ting, som der stod i papirerne. Det tog bare dobbelt så lang tid, som det ville have taget at læse det. Men de gentog også mange af tingene. Bare for en sikkerheds skyld, så den helt sikkert var feset ind hos alle os udenlandske sinker. Puha. Jeg har glemt alt de sagde. Godt, jeg har det på skrift. I morgen er der mere introduktionsmøde, og jeg skal også møde min tilknyttede professor, der skal 'supervise' mit individuelle projekt. Det bliver nok et lidt akavet møde, eftersom jeg måske ikke helt har styr på emnet. Jaja, der er et halvt år til at der skal fremvises resultater. Manana, manana.

Det var faktisk så kedeligt, at jeg ikke gider skrive mere om det.

I dag var meget sjovere. Turen gik til Namba (bydel i Osaka) sammen med roomie, hvis koreanske navn jeg endelig har lært: Soe Yoon, og vores genbo, russiske Asya. Asya bor sammen med spanske Maria, men hun kunne desværre ikke komme med i dag, så hende laver jeg noget sjovt med i morgen aften. Det er nogle gode genboer.
I Namba fik vi fråderen okonomiyaki -slightly better than my own- og en god kop Starbucks-kaffe, mens vi sad ved Dotonbori-floden. Det var fint.

Denne har post har fået sit navn, fordi jeg som sagt har været en anelse bekymret for fagotøvningen. Let's face it - det er meget anstrengende at høre på nogen, der øver sig. Men hvis man vil spille, må man øve sig. S'n det' bare. Måske må jeg prøve at forklare naboerne det. Jeg forstår jo bare ikke hvad de svarer.. hmm. Ellers må jeg finde et øvelokale.





Her ligger fagotten og hygger sig på gulvet. Den er da smuk, også i dele.



















Ja, nodestativ har jeg heller ikke så meget af.. Det måtte ryge ud af kufferten derhjemme, for lige at skære noget af vægten. Lige nu må jeg tage til takke med et spejl. Ikke helt optimalt, eftersom det ynder at vælte ved for meget vægt.

MEN! I klaverafdelingen er der jo heldigvis noget så genialt som et el-klaver. Strøm på, hovedtelefoner i - bam! Det er kun en selv, der kan høre larmen. Så sådan et måtte jeg da anskaffe mig. Og det viser sig, at det har mindst lige så mange geniale funktioner, både klokkespil, cembalo, orgel og jeg ved snart ikke. Uha, der skal leges nu. Desværre larmer anslagene og pedalerne en anelse, så jeg bliver nok nødt til at lade være med at spille om natten. Saatans.










Ja, det her er bare nogle fjollede søjler i Namba. De er skøre, de japanere.