Så har jeg forladt Tokyo efter mine første 5 dage i byen.
Færdig med den by kan man nok aldrig blive. Jeg føler knap nok at jeg er
begyndt. 5 dage er selvfølgelig heller ikke ret meget. Tokyo er en eksplosion
af lyd, lys og mennesker. Konstant bliver ens sanser bombarderet af
neon-reklamer, myldrende firmaansatte, tusindvis af salgsassistenter, der med
en gennemtrængende, skinger stemme vræler ”IRRASHAIMASEEEEEE” (velkommen), så
snart man er indenfor en radius af 20 meter, og overordnet set rigtig meget larm
fra højtalere ved restauranter og butikker. Man bliver lidt rundt-på-gulvet i
starten. Senere lærer man ligesom at ignorere det. Men det fantastiske ved
denne pulserende metropolis er at den er fyldt med haver og parker, hvor man
lige kan få et pusterum for al ståhejet og drikke en iskaffe fra en vending
machine, mens man beundrer japanernes gartner-skills. Vi besøgte Shinjuku Gyôen
og Yoyogi Park, så lå ganske tæt på vores hotel. Smart. En anden mulighed for
lidt ro til sit udasede hoved er at besøge nogle af de utallige shintoistiske
helligdomme og buddhistiske templer, der ligger spredt udover Tokyo og som
udgør fredfyldte små oaser i storbyens larm. Så snart man går ind på
helligdommen eller templets grund sænker der sig en salig fred, hvor cikaderne
står for den eneste lyd (de kan dog også frembringe lyd af ekstrem
volumen…). Da Tokyo er sådan en kæmpe
by, og jeg stadig er helt forvirret oven i hovedet og faktisk ikke helt aner,
hvordan den hænger sammen, har jeg valgt at lave resten af indlægget i små
bidder med hver deres overskrift. Så kan man måske få den orden, ens lille
knold kræver.
Bydele: Tokyo er enorm. Virkelig enorm. Derfor er der
selvfølgelig også ret mange bydele. Vi boede i Shinjuku, som er knudepunkt for
Tokyos undergrund. Over 2 millioner pendlere myldrer gennem Shinjuku Station
hver dag. Av for den. Men Shinjuku har været en god begynderbydel. Den har sgu
ret meget. Gode restauranter, butikker af alskens art (jeg frekventerede dog
mest en herlig lille butik, der hed Book Off, hvor man kunne få billige bøger,
billig manga (8 kr. pr. bind, jo tak), billige spil og billige film. Jeg var
nærmest i himlen), masser af sjov gademode – fra unge piger, der stavrer rundt
på hæle, der er højere end dem selv og 30-årige, der har iført sig herlige flamboyante
lolita-kjoler (av av av) til helt straight jakkesæt- og glimrende muligheder
for et vildt natteliv. Shinjuku er også indehaver af Tokyos
underholdningskvarter, Kabukichô. Med underholdning forstås red light-district
og gamblers paradise i soft version. Gambling er forbudt i Japan, så man vinder
kun ting. Men dem kan man gå ud i baggyden og bytte til rigtige penge hos
yakuzaen. Og så er der disse skønne Host Clubs, hvor man kan betale en masse
penge for at snakke med en ung mand, der er stylet helt ud af proportioner. Den
findes også som Hostess Club, hvor man kan betale en masse penge for at snakke
med en ung kvinde, der er stylet helt ud af proportioner. Ja… Det var festligt…
Her til siden ser man reklamer for Host Clubs. Er de ikke bedårende, de drenge?
Vi var rigtig meget i Shinjuku. Men vi nåede også forbi
Akihabara, Akiba for de smarte. Står du lige og mangler en eller anden
dimme-limmer, gerne af elektronisk art? Så tag et smut forbi Akiba. Der er ALT
mellem himmel og jord af elektroniske genstande. TING, TING, TING. Og en
kakafoni og blip-blop-biiiiip lyde alle steder fra. Det var lidt vildt. Det var
også ret nemt at fare vild. F.eks. inden i et storcenter på 8.etager (kun med
elektronik af forskellig art), hvor hver etage simpelthen var så stor, at jeg
ikke kunne finde rulletrapperne. Arg. I mangel på bedre at tage mig til mens
jeg overvejede næste træk i kampen mod at bliver suget ned i et vakuum af dims,
stod jeg og klimprede lidt på et el-klaver. Og lige pludselig er det som om alt
larmen forsvinder, for i samme afdeling står en af salgsekspedienterne og
afprøver klavererne. Og der lyder de blide, rolige fraser af 2. sats af
Beethovens Pathetique sonate. Et nærmest himmelsk stykke musik. Hvis hun nu
lige havde været en mand og evt. en halv meter højere, så er jeg sikker på, at
jeg havde overtaget med den hurtige, fyrige 3. sats, og så havde vi været
soulmates for evigt. I stedet klimprede jeg lidt ubehjælpsomt starten på en
ellers meget smuk Chopin-vals. Og så fandt jeg rulletrapperne.
Vi var også et smut forbi Ochanomizu (det betyder tevand.)
Der havde de en hel gade, bare med instrumentbutikker. Japan er sjovt.
Mad: Der er ikke så meget at sige. Det er mega lækkert. Min
verden begynder og slutter med alle de lækre japanske retter jeg skal spise det
næste år. Til gengæld er frugt og ost helt vildt dyrt, 40 kr. for et æble og
150 kr. for en trekant brie, så der er noget jeg kan glæde mig til når jeg skal
hjem. Og det er fantastisk så uprætentiøst, de lokale spisesteder er. Man vader
ind på en lille bitte biks, bestiller sin mad i en automat, giver sin madseddel
til kokken og 5-10 minutter efter har man den lækreste mad. Og for det meste
kan det gøres forholdsvist billigt. Der var dog lige en izakaya (bar, der
serverer mange små retter), der var lidt pebret. Men stadig lækkert.
Fuji, Japans højeste bjerg:… fik jeg ikke set. Der var mega
diset hele tiden.
Helligdomme: Japan har to religiøse ideologier, Shintoismen
og Buddhismen. Shinto, der bliver kaldt Japans oprindelige religion, hædrer ens
forfædre og Japan er propfyldt med helligdomme, hvor man kan vise sin respekt.
De findes fra minimalistiske, der blot består af en lille port (en såkaldt
torii) og selve helligdommen til de gigantiske, som Meiji Jingu, der er rejst
til ære for Kejser Meiji, og som konstant er fuldt af mennesker, turister såvel
som japanere. Der findes også nogle lidt pudsige, såsom Kanda Myoin. Meget
farverigt. Har en hellig pony.
Sprog: Jeg er her jo for at lære sproget. Men det er sjovt,
så stor forskel der er på sproget afhængigt af hvem der taler. I butikker og
restauranter går det lige, evt. med lidt fagter til hjælp. To teenagedrenge,
der taler sammen i elevatoren er fuldstændig uforståeligt. Der var en dag, hvor
jeg gik en tur med en ældre mand i Yoyogi-parken (ja, ja, gå aldrig med
fremmede mænd, men jeg vurderede, han var så lille at jeg godt kunne vippe ham
over, hvis det skulle blive nødvendigt. Med mindre han kunne syg karate, men
nogle gange må man vove pelsen). Han spurgte om jeg hvad jeg lavede i Japan, og
jeg svarede, jeg var her for at studere. Og så fortsatte han bare på japansk.
Vi havde en længere samtale om alt muligt. Om parken, om hvor svært det var at
lære alle de tegn, om litteratur, hvor jeg rodede mig ud i at skulle redegøre
for, hvad jeg mente om Yukio Mishimas tankegang (Mishima var en af Japans store
litterære håb, men begik rituelt selvmord som et politisk statement), og om
hvor helt ekstremt mega lille Danmark er. Han sagde en masse som jeg ikke
forstod. Der måtte jeg gætte lidt. Og hustlede generelt ret meget i gennem dem
samtale. Men det gik. Og det var en mindst 20 min. lang samtale. Så det kan
altså lade sig gøre at lære dette fremmedartede sprog. Senere på dagen kunne
jeg ikke engang finde ud af at få den rigtige kop kaffe på Starbucks. Jeg havde
nok opbrugt dagens hjerneceller.
Der skete sikkert en masse andet. Men nu gider jeg ikke skrive mere. Og computeren gider ikke uploade flere billeder. Så dem må I glæde jer til.
en hellig pony - cool!
SvarSlet