Den sidste uges tid har stået på miniferie i Hiroshima og Kyoto. Jeg nappede en natbus og 6 timer med udsyrede drømme om at ligge på ryggen i vandskorpen senere, ankom jeg til Hiroshima.Da gik det op for mig, at jeg da skulle se solopgangen fra en lille, men meget kendt ø ved navn Miyajima. Det Miyajima har fået sin famøsitet fra, er den 16 meter høje torii, der står ude i vandet.
Selvfølgelig var det diset, så solopgangen var mindre end imponerende. Men det var meget stemningsfuldt at gå rundt på øen, sådan en årle morgen, hvor ingen andre var derude. Lidt koldt også.
Sådan her ser den ud. Den er skam flot, det må man give den, men som med så mange turistattraktioner, lever det jo bare aldrig op til hypen.
Jeg foretrækker udsigten fra et bjerg. Jeg kunne ikke komme op på det jeg ville op på, for lige den dag var der altså helikopterøvelser på toppen. Hvilket man selvfølgelig først får at vide 300 meter fra toppen. Der hvor stien startede var der op til flere skilte, der fortalte mig, at Mt. Misen godt kunne bestiges i dag. Jaja, godt der var en anden top i nærheden.
Fin udsigt over indlandshavet omkring Miyajima.
Det er utroligt, hvad naturen kan.
Næste dag tog jeg ud i en kløft og gik. Der var også lidt koldt. Solen nåede ikke helt ned i bunden. Der var også ret mange stenskred og væltede træer på stien. Vandresæsonen er vist ikke helt startet endnu.
Intet guld for enden af regnbuen.
Så reddede jeg mig en lille snue, som jeg heldigvis nåede at få kværket ved fødslen.
Efter en 12-timers lur i min egen seng, drog jeg videre til Kyoto.
Her tog jeg ud og så en borg i Hikone. Desværre var vejret meget vinteragtigt og sneet og det gad jeg ikke.
Dagen efter var der moderne kunst på programmet. Der er tonsvis af gratis gallerier i Kyoto, og de har også flere forskellige kort, der viser hvor de ligger. Dem kan man så selv stykke sammen. De første 5 jeg fandt var lukkede, så jeg troede, at det skulle en blive en dag med meget forgæves traven, men så vendte lykken. Jeg fandt nogle, der var åbne. Temaet var åbenbart zebraer.
Og blomster.
Og en pingvinkvintet.
Jeg fandt også et loppemarked. Det viste sig dog at være af den slags, hvor der er mere skrammel folk har muget ud fra deres gemmer end egentlige fund.
Man kan ikke besøge Kyoto uden at bestige et bjerg. Eller det kan man godt, men jeg valgte at gøre det. Bjerget hedder Daimonji og den 16. august hvert år bliver der sat fut til tegnet for stor (dai) 大, som er kreeret på siden af bjerget. Det er lidt svært at se på billedet, men det rager ud til siderne af det 'barberede'.
Her står jeg og kigger ned på et af "benene" i tegnet.
God udsigt over Kyoto.
Og så kan man jo tage sig en lur i forårssolen bagefter.
Herligt sted. Nederste: Solnedgangsgåtur i min lokale park.
