Soulsearching in the mountains

Jeg har været i ret dårligt humør den sidste uge. Dels fordi universitet lidt er noget pjat og det sted jeg bor er dødens pølse, men også fordi november-depressionen åbenbart også indfinder sig, når man er i udlandet. Der kan man bare se.
Så jeg besluttede mig for, at jeg måtte foretage mig noget i den lille ferie, vi har her i starten af november. Først ville jeg til Kobe, så til Tokyo, så til Kobe igen, så til Himeji, men det endte med at jeg valgte at tage til en pilgrimsrute, der hedder Kumano Kodo (bjørnemark gammel vej direkte oversat), som ligger 2 timers togtur syd for Osaka. Det er et bjergområde, og der er sådan 4 ruter, men jeg valgte den kejserlige rute, som også er den mest velbesøgte. Hele ruten er 70 km. lang og området er fyldt med varme kilder og selvsagt masser af helligdomme. Jeg ville have taget ind i midten og lavet en overnatning, men man kunne selvfølgelig ikke booke overnatning en dag i forvejen, så jeg tog bare hen til starten af ruten og vandrede op på det første bjerg.
Jeg tog hjemmefra kl. 7 om morgenen og var hjemme igen kl. 21, men jeg tror kun jeg vandrede i ca. 4-5 timer, resten var transport, men det var alligevel en dejlig dag. Måske jeg kan tage hele ruten med overnatninger undervejs i vores lange ferie i marts.

 

Ja, japanerne er sindssyge. Hvad kan man gøre..

                                                Denne vidunderlige udsigt mødte mig, da jeg nærmede mig Tanabe,
                                                                   hvorfra turens start gik

                           
  Jeg har set mange tossede skilte, men det her er alligevel et af de bedste. Er det google                   translate? Eller er det faktisk en eksistentialistisk filosofisk betragtning.                                       

                Når man går gennem denne torii indtræder man i gudernes hellige område, Kumano Kodo.

     Legenden sagde, at kvinder der gik gennem denne grotte ville få en let fødsel. Jeg vurderede dog, at min røv nok var for stor til at kunne komme igennem, og jeg havde videre lyst til at ende som Peter Plys, der sidder fast i Ninka Ninus hule og bliver brugt som bord.

             Ja, ikke nogen videre imponerende højde for et bjerg, men jeg startede altså næsten fra hav-niveau.

 

 Her venter jeg på bussen. Jeg forstår godt vedkommende, der efterlod sin cykel. Jeg ville heller ikke gide cykle op ad den bakke.

 Aftensol på mine bjerge.
Farvel for denne gang!