Korea spice

Sashiburiyo.
Det er ved at være lidt tid siden. Det er sådan set bare, fordi jeg slet ikke har været hjemme den sidste måneds tid. Det har været rart, men nu er jeg også lidt træt. Og studiet starter på tirsdag. Puha. Det glæder jeg mig ikke så meget til. Det var lige så rart bare at rejse rundt. Japan er et dejligt land at rejse i. Men faktisk startede jeg anden del af ferien et helt andet sted. Det var et fremmed, spændende sted med mange krydderier, en interessant lugt af kattepis og sure tæer og glade mennesker. Det hed Korea.

Maria og jeg smuttede en lille uges tid til Seoul. Vi startede ferien med at diskutere, om man egentlig behøvede at ansøge om visum på forhånd for at komme ind i Korea. Heldigvis for os må man temmelig meget, når man er borger i EU. Derefter slog det os, at vi ikke vidste hvad Koreas valuta er. Og derefter at vi ikke anede, hvordan vi kom hen til vores hostel. Faktisk måtte vi hurtigt indse, at vi ikke vidste en fløjtende fis om det her land vi havde begivet os til.

Men vi fandt frem.

Dagen efter var det undertegnedes fødselsdag, og den blev brugt på at se en helligdom, spise rockerstærk bibimpap, være på gratis gallerier med fucked up Disney-kunst og drikke nogle drinks et herreskummelt sted.

 Træ ved helligdommen, der minder om Edward Munchs 'Skriget'.









Ellers brugte vi de meste af tiden på bare at tulle rundt i byen og se på ting.

Gamle bydel i Seoul, Bukchon. Der var pæne døre.

Det største af Seouls hele fem paladser.





























 En fin lille flod gennem byen.


















Vi boede ved Hongik University. Det viste sig, at der var helt enormt gang i den hele tiden. Koreanere er utrættelige.

Om søndagen var det Marias fødselsdag, og om aftenen mødtes vi med min roomie og hendes kæreste i Seouls mest famøse bydel, nemlig Gangnam, og spiste barbeque Korea style og drak flere drinks.





















Og sørme om vi ikke også fik en fødselsdagskage. Hurra for en fest!
























Den sidste dag brugte jeg på at tage på loppemarked, som jeg aldrig fandt, men i stedet fik forvildet mig ud i noget meget lokalt madmarked, hvor jeg ikke følte mig videre velkommen.
Så jeg måtte jo hellere tage syvmilestøvlerne på og komme væk. Derefter fandt jeg mig et lille bjerg midt i Seoul, hvor deres SN Tower står. Der var mange mennesker. Og lidt varmt. Men udsigten var fin.

 

 
Af denne lille tur kunne vi konkludere, at Korea virkelig prøver at sælge Seoul som en superhip moderne storby med cool stil og Gangnam-fornemmelse, men når man kommer lidt væk fra højhusene og shoppingcentrene kan man altså godt mærke, at Seouls opsving er meget nyligt og nok også kom ret hurtigt. For jo, ungdommen er mega cool -meget sejere end japanere-, men gaderne flyder med skrald, det er helt okay at lave en ordentlig snotter midt på fortovet og dybt inde i madmarkederne har de stadig levende hunde i små bure. Som skal sælges. Til spisning.


Og så lever de jo også med Nordkoreas evindelige kolde, klamme ånde i nakken. Hvilket ses på de mange glasskabe med gasmasker i metroen.









      Men for fa'en, der var liv og glade dage, god mad, billigt sprut, seje piger og flotte mænd.
Det kan jeg nu alligevel godt lide.