torsdag den 14. februar 2013

Til landet af vinter


Den sidste uge har jeg tilbragt på et herligt sted ved navn Hokkaido. Det er den nordligste af Japans fire hovedøer, hvilket er ensbetydende med rigtig meget sne rigtig meget af året. Derfor er det også et ret populært skisportssted. Nu er jeg ikke så sej til det der med at stå på ski ned ad bakke, så mit primære formål var egentlig bare at lege lidt i sneen.


Turen startede forrygende med at mit fly nær var blevet omdirigeret til Narita grundet dårligt vejr. Men vi klarede skærene og landede fint i Sapporo. Derefter tog jeg en lille 2-timers togtur til Asahikawa, der sådan nogenlunde ligger midt på Hokkaido.







Det var sådan, at der var vinter-festival i Asahikawa, den uge jeg skulle være der (det vidste jeg selvfølgelig godt), så hele byen var fuld af is- og sneskulpturer. Her er et lille udvalg af dem.












































Som man måske nok kunne have sagt sig selv, så var det en lille smule cheesy, som så mange andre hypede ting her i Japan er, men nogle af dem er da ret imponerende udført. Kaffekoppen er min personlige yndlings.


Dag 2 valgte jeg at bruge på at tage en tur ind i Daisetsuzan National Park for at se på Hokkaidos højeste bjerg, Asahidake. Det viste sig, at være en halvdårlig ide. Der var sådan lidt snestorm. Men det var vist udmærket til at ski i. Skiløberne så i hvert fald glade ud, da de kom ned.
Der var i hvert fald sygt meget sne.







Men de så alle sammen på mig, som om jeg var sindssyg, da jeg valgte at tage tovbanen op ad bjerget. Det kan jeg måske heller ikke helt benægte.

Næste dag var strålende solsskin, og jeg fandt mig en lille park ved navn Kaguraoka, hvor jeg kunne låne langrendsski -HELT GRATIS!- og løbe ruten der. Fedt, mand.




















Shinto i snevejr






 Min sidste dag i Asahikawa brugte jeg på at tage en tur til Sounkyou Onsen, knap 2 timers buskørsel fra Asahikawa. Turen gik gennem smukt snelandskab og bjerge. Der var isfestival i Sounkyou, så de havde bygget en lille islandsby. Jeg ved ikke, hvad det er med japanere, men de kan altså ikke have noget som helst uden at det er akkompagneret af et eller andet åndssvagt lydspor. Der er altså aldrig stille. Hele tiden er der latterlige jingler, der fortæller dig, hvordan du skal føle, når du ser det her. Måske er Japan faktisk befolket af robotter. Heldigvis kunne jeg flygte ind i en labyrint, hvor lyden ikke kunne trænge igennem.












 Japans troldtinder?










Når det er sådan en snevejr i bjergene må man hellere fortrække ind i en onsen (badested med varme kilder). Det er bare livet.










Jeg boede på det bedste hostel, jeg nogensinde har været på - Asahikawa Guest House- bestyret af en superflink og imødekommende familie, der altid gerne ville holde en lille fest eller tage ud og spise. Jeg fandt mig to gode mates at hænge ud med om aftenen, Jono fra Australien og Roy fra England, bosat i New Zealand (som i øvrigt var svært glad for whiskey). Tænk, at jeg nogensinde skulle blive venner med skityper.

Og ja, det er tyvstjålet fra FB og ja, jeg ser mentalt udfordret ud på det her billede, men det fangede altså stemningen bedst.











Her er Jono og jeg i gang med at se på indersiden af en virkelig random bar med hawaiiansk øl og fantastisk jamaicansk rom. Min lever var glad for at jeg skulle videre dagen efter.










Farvel til Asahikawa!





























Så drog jeg mod Shikotsu-søen. Og så skete det uværgerlige. Toget foran mit gik i stå. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad der var galt, men vi endte i hvert fald med at holde stille i to timer. Fedt. Så jeg nåede først frem til destinationen kl. 18. Men- hvilket sted. Shikotsu er en megastor caldera-sø, omgivet af vulkaner. Man kan næsten ikke bede om mere. Det må være et af de smukkeste steder jeg længe har været. Stedet er meget småt og man kan altså ikke få noget at spise efter 20! Alt er lukket, undtagen en meget dyr, men lækker restaurant. Av. Min tid der brugte jeg egentlig bare på at sidde og kigge på bjergene og søen og tulle rundt i området.


Det her Tarumaesan (den hvide vulkan) og Fuppushidake (det spidse bjerg)



 Det her er Eniwadake, det betyder spids stenet bakke på Ainu. Det er en udslukt vulkan, men der siver stadig gasser op fra eksplosionskrateret på højre side (det er derfor, der er en sky ved toppen)

Tættere billede af Tarumae. Her kan man godt se, at det er en vulkan. Den er i øvrigt stadig aktiv.


Ja, det her er faktisk toppen af en bænk.











To sekunder efter jeg tog det her tabte jeg min Iphone i sneen. Hvilket forfærdelig øjeblik. Heldigvis er sneen så tør, så det kunne hurtigt pustes væk.











Der var selvfølgelig også noget festival her. Det grønne er en grotte af isovertrukket gran.















 Solnedgang


Her skal jeg helt sikkert tilbage til sommer. Hvis bare de pokkers bjørne ikke var der...

2 kommentarer:

  1. Det er nogle fantastiske billeder - sikke en tur! Hvilket kamera har du brugt??

    SvarSlet
  2. Det er faktisk 'bare' kameraet i en Iphone. Det er ret utroligt, hvor gode billeder det tager. Og jeg har intet gjort ved dem bagefter.

    SvarSlet